Hvad er VinterCup?

Den korte og officielle beskrivelse

"VinterCup et ’Orienteringsløb på cykel for topersoners-hold’ afgjort på en sæson bestående af 5 afdelinger, der køres hver måned fra november til marts.

Der køres i Region Syddanmark og afdelingerne arrangeres af klubber i regionen. I en afdeling er der fire baner og hold sendes afsted med 1 minuts mellemrum. Startende hold får udleveret kort med poster indtegnet og har 90 minutter til - med høj puls og stram kæde - at nå så mange af 12 mulige poster. En post består af et spørgsmål med tre svarmuligheder. Overskrides de 90 minutter giver det 1 strafpoint pr. overskredet minut.

Så alt i alt er VinterCup en konkurrence på 1) geografisk sans, 2) kondition og 3) almen viden som arrangørerne gør sig umage for at vægte ligeligt."


Men det er kun de tekniske detaljer. VinterCup er mere end det. I det følgende prøver vi at skildre det som ikke kan gøres op i regler og resultater.

Social aktivitet

Finn Jørrald beskriver fint et sted i sit skriv om VinterCups historie hvad VinterCup også er: "Det er stadig en udpræget social aktivitet. Det er tydeligt, at mange hold stiller op uanset hvilken placering de får. De nyder turen (som nogle gange kan være i møgvejr) og snakken med cykelmakkere og andre klubmedlemmer. Blandt deltagerne er der rigtigt mange, som har været med i mange år."

En deltagerfortælling fra sæsonen 2017-18 - Finn Gudmundsson

Finn er vild med VinterCup: Orienteringsløb på mountainbike

Hver vinter arrangerer syddanske cykelklubber VinterCup i hinandens hjemegne. Så går den vilde jagt på skjulte poster, mens der dystes på tid og paratviden

- Jeg har kørt vintercup hvert år siden 1999. Hver gang med min faste makker, Poul Bang. Og jeg glæder mig til det lokale løb, siger Finn Gudmundsson. Den 59-årige projektleder er synligt i god form. Mange år med triathlon og cykelsport har holdt ham skarp.

I vintertiden kan det være svært for cykelklubber at holde gejsten. Derfor har de syddanske klubber slået sig sammen om at arrangere Vintercup en gang om måneden hver vinter fra november til marts.

- Det er et orienteringsløb for cykler. Vi kører mountainbike og crosscykler. Det er virkelig sjovt, og vi har deltagere af alle slags: Tykke og tynde, unge og ældre, mænd og kvinder. Man kører to og to sammen. Nogle kører far og søn, mor og datter eller to søskende sammen. Eller to kolleger. Vi ser alle kombinationer. Som regel omkring 250 par, siger Finn Gudmundsson, som glæder sig over makkerskabet med Poul Bang.

- Vi supplerer hinanden godt. Men han er den hurtigste af os to. Han er også en lille smule yngre, siger Finn, som modstræbende oplyser, at han og Poul fører deres gruppe.

Finn og Poul
Finn har haft fast makker i VinterCup siden 1999, nemlig Poul Bang. Finn indrømmer at Poul er den hurtigste af de to - hvilket måske også antydes af den mudrede "spray-tan", han her er udstyret med. Foto: Claus Birch
Nå frem og svar

Vintercup kommer til Fredericia søndag 4. februar klokken 10. Løbet køres i Taulov- og Skærbæk-området.

- De første hold sendes af sted klokken 10. Derefter sendes de afsted i en lind strøm frem til klokken 11. Hvert hold har halvanden time til at nå så mange af posterne som muligt. De får point for at finde posterne og for at svare korrekt på spørgsmålene, der venter på hver post. Hvis man er god til at svare rigtigt på spørgsmålene, kan man faktisk godt vinde uden at have nået alle posterne - langt fra alle når alle poster. Så det er en meget alsidig form for løb, siger Finn.

Finn og Poul
Finn har seks cykler derhjemme. Mest fordi han har svært ved at skaffe sig af med de udtjente jernheste. Her er han i færd med at gøre klar til den lokale VinterCup 4. februar. Foto: Peter Friis Autzen

Hvis man når rundt til alle poster, cykler man typisk i omegnen af 30-35 kilometer. Dels på veje og dels i skov og på stier. Hvis lods-ejere i området ikke ønsker cykler på deres jord, markeres det på rytternes kort. Men som regel er lods-ejerne begejstrede for Vintercup. I forbindelse med løbet 4. februar har ingen lodsejere sagt nej. Ikke en eneste.

Holdene skal overholde færdselsloven, og der sker ingen afspærring af trafikken. Find den, find den, find den! Holdene skal ikke følge samme rute. - Der er flere ruter. Så man kan altså ikke bare følge efter nogen af de andre. Og ruternes poster kan ligge meget tæt på hinanden. Så man skal være meget grundig med at vælge de rigtige poster - ellers går det galt, siger Finn. Han elsker oplevelsen af at lede efter en svær post. - Nogle gange er de rigtig godt skjult - inde i en busk eller nede i en grøft. At køre ind i en skov og lede, lede, lede.

Find den, find den, find den!
Måske efter at have valgt en lidt risikabel rute. Og så pludselig få øje på posten. Det giver altså et kick. Så råber man op: Dér er den!, siger Finn. De andre deltagere har det på samme måde: Det er altid tydeligt at se på dem, om de har fundet deres post eller ej.

- Det er simpelthen skideskægt. Og så holder vi os i form hen over vinteren. Jeg glæder mig til 4. februar, siger Finn.